Engageret i verdensmålene
For Grenaa Havn er det vigtigt, at verdensmålene er bredt forankret i organisationen. Selv i arbejdet med bæredygtighedsstrategien for 2025 har medarbejderne været involveret.
Nu inviteres medarbejderne igen ind til debat og fælles drøftelse om, hvordan den enkelte kan bringe verdensmålene i spil i hverdagen. En formiddag i februar var alle derfor mødt op til fælles workshop og verdensmålsspil i Havnecentret. En formiddag med plads til dialog om og bredere kendskab til FNs verdensmål.
COWI med som ord- og spilstyrer
COWI faciliterede workshoppen og fungerede derfor både som ord- og spilstyrer hen over formiddagen. Grenaa Havns udvalgte verdensmål blev fremhævet og helt konkrete hverdagscases blev drøftet rundt i grupperne, alle med hver sin ”spilleplade”. Et spil hvor det ikke handlede om at komme først i mål, men til gengæld om at få en god debat om den grønne omstilling.
Konkrete handlingsforslag prioriteres
Resultat var en effektiv formiddag, hvor alle fik mulighed for at bidrage med konkrete ideer ud fra den enkeltes daglige arbejde. En masse gode og konkrete handlingsforslag blev samlet ind, hvorefter ledelsen nu går i “maskinrummet” og gør den svære men vigtige øvelse at prioritere, hvilke tiltag der er mulige at tage fat på.
Grenaa Havns bæredygtighedsstrategi har hidtil været at gå målrettet efter konkrete og særligt udvalgte elementer relateret til verdensmålene.
”Som industri- og erhvervshavn med en organisation på kun 22 individer, kan vi ikke arbejde med alle verdensmål på én gang. Men vi kan til gengæld gå helhjertet efter nøje og strategisk udvalgte målsætninger. Handlinger, der batter på kort og lang sigt – og giver god mening for både miljøet og på bundlinjen”, udtaler CEO i Grenaa Havn A/S Henrik Carstensen, der samtidig glæder sig meget over medarbejdernes engagement.
”Vi gør allerede mange, rigtig gode ting, og vi er også i mål med flere elementer af vores bæredygtighedsstrategi. Små og store skridt i den rigtige retning mod den grønne omstilling”, fremhæver Henrik Carstensen.
Klik her for at blive klogere på Grenaa Havns bæredygtighedsstrategi