Vi arbejder benhårdt for bedre infrastruktur til Grenaa
Knap 100 personer var i går samlet til infrastruktur konference i Aarhus Lufthavn.
Konferencen gik ud på at samle alle gode kræfter til at yde en ekstra stor indsats for at få en bedre infrastruktur på Djursland og især på strækningen Grenaa til Aarhus.
Fra Grenaa Havn deltog CEO Henrik Carstensen, bestyrelsesformand Bent Hansen og næstformand i bestyrelsen Laura Hay Uggla, som alle tre havde lejlighed til at udveksle synspunkter med finansminister Nicolai Wammen.
160 milliarder kroner og lidt til Djursland
Som nævnt var regeringen repræsenteret ved finansminister Nicolai Wammen. Han havde et oplæg som tog udgangspunkt i infrastrukturreformen ”Danmark fremad” til 160 mia. kr., hvoraf der er afsat 106 mia. kr. til nye projekter rundt omkring i landet, blandt andet til strækningen fra Grenaa til Aarhus.
I dag er en meget lille del af strækningen motorvej, en lidt længere strækning er 2+1 motortrafikvej og de sidste cirka 18 km fra Feldballekrydset til Grenaa er almindelig landevej.
Vejen og trafikken går igennem de to byer – Tirstrup og Trustrup. Her kører naturligvis også den tunge lastbiltrafik, som hver dag består af hundredvis af tonstunge lastbiler. De kører ad denne rute, på vej med varer der skal til og fra virksomheder på Djursland.
Overordnet er det tungt, bøvlet, rystende, langsomt og støjfyldt – enten at bo i byerne vejen går igennem (Tirstrup og Trustrup), eller at være bilist mellem Aarhus og Grenaa.
Wammen opmærksom på udfordringen
Der blev naturligvis også diskuteret havneinfrastruktur på konferencen og det faktum, at havnenes rolle er vigtige for infrastrukturen. Det synspunkt var Nicolai Wammen helt enig i.
”Jeg er helt opmærksom på de ønsker, der er omkring Grenaa havn og jeg synes, det er relevante ting, man kommer med. Men hvad angår de 160 mia. kr (Danmark fremad red.) så er de afsat, så nye ting der måtte komme, er noget der må finansieres i nye rul,” sagde han blandt andet, og var i øvrigt ikke i tvivl om behovet for en bedre infrastruktur på A15, især set i lyset af den høje aktivitet der er på Grenaa havn.
CEO Henrik Carstensen havde gerne set, at finansministeren havde haft en pulje penge med, så man kunne købe noget asfalt til at udbygge A15 med. Da det ikke var tilfældet, var det alligevel en positiv havnedirektør som samlede op på dagens konference.
”Vi ser det som noget positivt, at finansministeren har sat tid af til at være med her i dag. Og det er tydeligt, at han kender til de ønsker og problemer med infrastrukturen, som vi står med på Grenaa Havn. Problematikken omkring A15 er velkendt. Vi bliver ved med at presse på for at få en 2+1 vej hele vejen til Grenaa og med tiden ønsker vi motorvej på strækningen fra Grenaa til Aarhus. Det vil bidrage til økonomisk vækst, mere bosættelse i området og koble Djursland endnu tættere på det vækstcentrum Aarhus og hele Østjylland er,” sagde CEO Henrik Carstensen efter konferencen i Aarhus Lufthavn.