Status på stormen, der har ramt havnen
En meget hård østlig storm har i dag ramt Grenaa havn. Stormen har i eftermiddagstimerne taget til i styrke.
Kraftige bølger har ødelagt bolværk
Bølgerne har derfor været så kraftige, at de desværre har ødelagt en lille del af bolværket på den Sydlige mole. Dette betød, at der i en periode kom massive vandmasser ind på havneområdet, hvilket blandt andet ”ramte” Stena Lines opmarch områder og de til tilstødende veje.
Efter skaden var konstateret, gik havnens medarbejdere omgående i gang med at prøve at udbedre denne. Det lykkedes med foranstaltningen af en betonmur bygget op af betonklodser, hvor resultatet kan ses af fotoet her.
Dette har tilsyneladende og heldigvis hjulpet på situationen således, at vandmasserne på havnen siden muren var færdig, ikke er steget yderligere.
Dette sammen med en anden nødløsning, hvor vi har prøvet at lede en del af vandet igennem det Sydlige rækværk og ud i Grenaaen, har også hjulpet på situationen.
Folk der har været og arbejdet på havnen i mange år, har til os i dag udtalt, at det er den værste storm de har oplevet igennem de seneste 40 år. Stormen er således et godt bevis på de massive kræfter fra havet vi har været og er oppe imod.
Bølgerne vil aftage i kraft, styrke og højde
Ifølge de seneste vejrmeldinger, så skulle vinden indenfor de kommende timer dreje mere i Nord, hvilket også vil betyde, at bølgerne vil aftage i kraft, styrke og højde.
Heldigvis så har der i dag ikke været højvande, hvilket har betydet, at vores havnebassiner i Sydhavnen ikke har fået vand ind over kajerne.
Udviklingen følges tæt
Ovenstående tiltag betyder, at vi har den nødvendige kontrol over situationen, men at vi selvsagt fortsat følger udviklingen meget specifikt.
Opdatering kl. 20.40, d. 3. januar 2024.