Debat om Djurslands infrastruktur
I den forgangne uge inviterede Erhverv Grenaa og Business Djursland til debat på Kysthotellet Djursland, om Djurslands overordnede infrastruktur.
Her var lagt op til god debat med en veloplagt Clement Behrendt Kjersgaard, om hvordan man bl.a trænger igennem på Christiansborg. Lotta Sandsgaard fra Aarhus Airport A/S, havde sammen med Grenaa Havns direktør Henrik Carstensen, fokus på infrastrukturen til og fra henholdsvis Grenaa Havn og Aarhus Lufthavn. MF og kommunalbestyrelsesmedlem Jens Meilvang kom med input og realiteter set fra sin post som næstformand i Folketingets Transportudvalg og borgmester Kasper Bjerregaard fra Norddjurs Kommune fortalte om kommunens overvejelser og strategi på området.
CEO Kristian Thulesen Dahl fra Aalborg Havn var også blandt de inviterede og supplerede med input fra sin position som havnedirektør med 25 års erfaring fra den landspolitiske scene. Forud for debatten benyttede Grenaa Havn og Aalborg Havn, som to venskabshavne, muligheden for at mødes inden for at snakke udfordringer og muligheder generelt for havne i Danmark og specifik for A/S-havne som dem selv.
Tak til alle deltagerne i debatten og tak til Kristian Thulesen Dahl for den gode dialog – vi ser frem til at arbejde sammen om at forbedre havnenes fremtid.