Gå til hovedindhold

Grenaa Havn lancerer Strategi 2030: Meget mere end en havn 

15. januar 2026

Vil du vide mere?

Med Strategi 2030 sætter Grenaa Havn A/S en tydelig kurs for havnens fremtid – en kurs, der bygger på ansvar, samarbejde og et stærkt ønske om at aflevere en stærkere havn i 2030. 

“Vores vision er fortsat at være en havn, der er kendt for at være professionel og fleksibel i samarbejdet med kunder og leverandører. Det er ikke vores ambition at være størst – men derimod bedst inden for vores forretningsområder. Samtidig har vi et ambitiøst mål om at styrke vores rolle som et centralt fyrtårn for erhvervs- og samfundsudvikling til gavn for virksomheder og borgere i Norddjurs Kommune,” siger direktør Henrik Carstensen. 

Med Strategi 2030 vil Grenaa Havn derfor have et vedvarende fokus på at være en strategisk alliancepartner for kunder og samarbejdspartnere. 

“Vi ser, at vi har både et stort ansvar og en stor mulighed for i endnu højere grad at bidrage til, at vores samarbejdspartnere lykkes med deres forretninger – lokalt, regionalt, nationalt og internationalt,” siger Henrik Carstensen. 

Strategien markerer samtidig et øget fokus på Grenaa Havns rolle som regionalt kraftcenter, der skaber vækst og erhvervsudvikling på Djursland. Ambitionen er fortsat at være førende inden for bulk, genbrug og ressourcehåndtering samt havvind. 

Et ansvar, der rækker langt ud over havnearealet 

Strategi 2030, der blev godkendt af bestyrelsen for Grenaa Havn A/S i november 2025, omfatter Grenaa Havn, Anholt Havn og Sydhavnen. Centralt i strategien er tydeliggørelsen af, at Grenaa Havn påtager sig et ansvar, der rækker langt ud over selve havnearealet. 

“Havnen spiller en central rolle for erhvervsudvikling, arbejdspladser og lokalsamfundet. Vi vil være en moderne, attraktiv og tryg arbejdsplads – men også en virksomhed, der tager et samfundsansvar; for unge på vej ind på arbejdsmarkedet og for det lokale forenings- og kulturliv,” siger Henrik Carstensen. 

Fx vil Grenaa Havn fortsat bidrage til at uddanne fremtidens arbejdskraft og videreføre sit engagement i lokale initiativer, foreningsliv og kulturaktiviteter – herunder projektet Liv på Sydhavnen samt uddannelsesindsatser som Ungeløftet

Grønt ansvar og bæredygtig forretningsudvikling 

Bæredygtighed er et grundlæggende element i Strategi 2030. Grenaa Havn har i perioden 2020–2025 arbejdet målrettet og ambitiøst med grøn omstilling – et arbejde, der fortsætter frem mod 2030. 

“Det er blandt andet derfor, at 10 procent af Grenaa Havns overskud anvendes til bæredygtig omstilling inden for havnens forretningsområder. Ambitionen er ikke blot at give havnen videre, men at aflevere den i en bedre stand, end da vi overtog ansvaret. Det kræver en konstant indsats at nå det mål,” siger Henrik Carstensen. 

Grenaa Havn blev grundlagt i 1812 og har spillet en central rolle i mere end 200 år. Strategi 2030 skal sikre, at havnen også står stærkt de næste 200 år – med en sund forretning, grøn omstilling og ansvarlig udvikling som fundament. 

Mere end en havn 

Med Strategi 2030 positionerer Grenaa Havn sig tydeligt som meget mere end en havn. Havnen er et regionalt kraftcenter, der: 

  • skaber vækst og erhvervsudvikling på Djursland 
  • støtter kunder og samarbejdspartnere lokalt, regionalt, nationalt og internationalt 
  • arbejder aktivt for at forbedre infrastrukturen – både til lands og til vands 
  • har ambitioner om at være førende inden for bulk, genbrug & ressourcehåndtering samt havvind 

Samtidig vil Grenaa Havn i de kommende år arbejde målrettet med at udvikle Sydhavnen og Anholt som attraktive destinationer for både lokalsamfund og turister. 

“Grenaa Havn er inde i en god udvikling. Vi fortsætter og bygger videre – men med Strategi 2030 sætter vi samtidig et ambitiøst og ansvarligt aftryk for fremtiden,” siger Henrik Carstensen. 

Vil du vide mere?

Seneste nyheder