Fremtidens Havne: Klar til Grøn Omstilling – Nu kræves politisk handling.
Tidligere på ugen blev den længe ventede havnerapport fra Havnepartnerskabet præsenteret for Transport- og Erhvervsministeren i Kalundborg. Hos Grenaa Havn er vi meget spændte på, hvordan Regeringen og Folketinget vil følge op, da rapportens anbefalinger er afgørende for fremtiden for danske havne – herunder Grenaa Havn.
Rapporten fremhæver bl.a., at danske erhvervshavne står stærkt i konkurrencen om vækst og beskæftigelse relateret til havvindudbygning frem mod 2030. For at håndtere den forventede volumen af vindmøller frem mod 2050 er der dog behov for omfattende opgraderinger af havneinfrastrukturen – herunder dybere sejlrender og stærkere kajanlæg. Skibene bliver større, og pladsen bliver en udfordring, så det er vigtigt, at vi får politisk opbakning til at sikre ordentlig finansiering og hurtigere myndighedsgodkendelser.
Henrik Carstensen, CEO Grenaa Havn, udtaler:
“Den fremlagte rapport er helt essentiel for de danske havne, og derfor endnu et opråb fra Grenaa Havn om, at regeringen og Folketinget forholder sig seriøst til de anbefalinger, der er kommet. Hvis vi havne skal være klar til at lede den grønne omstilling, kræver det handling nu.”
Læs rapporten HER