Grenaa Havn køber 8.000 m2 lagerbygning
Grenaa Havn A/S køber og overtager pr. 1. maj 2022 en stor lager- og erhvervsbygning af Rygaard Transport & Logistic A/S.
Investeringen i den 8.000 m2 store lagerfacilitet kommer i naturlig forlængelse af de seneste års vækst på havnen, konstaterer Henrik Carstensen, CEO, Grenaa Havn A/S:
”På Grenaa Havn oplever vi en stor interesse for vores faciliteter og kompetencer. Den efterspørgsel tilstræber vi hele tiden at kunne imødekomme. Investeringen i lager- og erhvervsbygningen er derfor en del af vores generelle fokus på at styrke vores koncept om attraktive lagermuligheder og arealer”.
Ny længerevarende lejeaftale indgået
”Vi overtager bygningen med nogle lageraftaler, som selvsagt, fortsat vil gælde. Herudover vil vores gode samarbejdspartner Rygaard Transport og Logistic stadig have deres administration i bygningen. Derudover har vi indgået en spændende, længerevarende lageraftale med en anden kunde, hvorfor vi er i fuld gang med at gøre dele af bygningen og arealerne klar til at denne kunde rykker ind pr. 1. maj 2022”, konstaterer Henrik Carstensen.
Tilknyttet lagerbygningen opgraderer Grenaa Havn nu også et havneareal på 8.500 m2, der klargøres med ny belægning til brug for opbevaring af bl.a. gods og projektgods.
På fotoet står Henrik Carstensen foran den store lager- og erhvervsbygning, der er med til at styrke Grenaa Havn koncept om attraktive lagermuligheder og arealer.
Klik her for at læse mere om Grenaa Havns forretningsområde UDLEJNING