Færgefart til og fra Sverige sikret til 2034
Grenaa Havn og Stena Line har indgået en ny besejlingsaftale, som strækker sig til udgangen af 2034, og aftalen lægger sig fint i forlængelse af partnerskabsaftalen ’Kattegatalliancen’ mellem Norddjurs Kommune og Halmstad Kommune. Med besejlingsaftalen sikres en stabil og fast færgeforbindelse mellem Østjylland og det sydlige Sverige, og Stena Line har derfor et mål og et håb om at antallet af turister og lastbiler på ruten vil stige i de kommende år.
Ny aftale er en gevinst for miljøet
Siden 1. februar 2020 har Stena Lines færge sejlet mellem byerne Grenaa og Halmstad. Med den nye besejlingsaftale er der sikret færgefart mellem de to regioner helt frem til og med 2034. Det betyder blandt andet, at vognmænd og speditører kan være sikre på, at deres lastbiler kan skyde genvej over Kattegat og ikke er afhængig af at køre over Storebælt og Øresundsbroen for at komme til og fra Sverige.
”Vi er glade for, at vi med denne flerårige aftale med Stena Line kan tilbyde et alternativ til den lange vej over Fyn og Sjælland. Hvis vi kan få endnu flere lastbiler til Sverige og Danmark via vandvejen, vil det være godt for miljøet og betyde en betydelig reduktion af CO2 udledningen. Det har været vigtigt for os, at aftalen strækker sig over mange år, så transportbranchen har mulighed for at planlægge deres rutenet over en flerårig periode”, fortæller CEO Henrik Carstensen, Grenaa Havn A/S.
Giver vækst i Kattegatregionen
Også borgmesteren i Norddjurs Kommune er begejstret for den nye aftale, som ifølge ham vil give optimale forhold for at stimulere væksten i turismen og erhvervslivet i Kattegatregionen.
”Det er en rigtig god aftale for Norddjurs Kommune og hele Østjylland. Aftalen mellem Grenaa Havn og Stena Line garanterer, at der er en stabil og god færgeforbindelse de næste mange år. En færgeforbindelse som binder Kattegatregionen sammen. Det er grundlaget for, at vi sammen med vores partnere i Kattegatalliancen kan udbygge regionen, så vi skaber de bedste vækstforhold for udviklingen af erhvervslivet og turismen på begge sider af Kattegat”, siger Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune, og fortsætter:
”Aftalen sætter en tyk streg under vigtigheden af, at vi får udbygget 2 plus 1 vejnettet mellem Grenaa og Aarhus, og at infrastrukturforliget ’Danmark Fremad – Infrastrukturplan 2035’ bliver gjort til virkelighed”.
Miljøvenlig transportmulighed
”Hos Stena Line glæder det os at indgå en langsigtet aftale om færgeforbindelsen mellem Grenaa og Halmstad og dermed forsat at kunne tilbyde vores fragtkunder og passagerer en effektiv og miljøvenlig transportmulighed på tværs af Kattegat. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Grenaa Havn og Norddjurs Kommune i de kommende mange år”, siger Kim Lindholm, Operations Manager, Port and Terminals Stena Line ”.
Fakta:
- Færgeforbindelsen mellem Grenaa og Halmstad har to daglige afgange.
- Der har i omkring 65 år været en færgeforbindelse mellem Grenaa og Sverige. Stena Line har stået for forbindelsen i cirka 40 år.