Gå til hovedindhold

Forfatter: Kirstine Thye Skovhøj

Grenaa Havn står stærkt – leverer solid drift og sætter retning mod 2030

Grenaa Havn A/S præsenterer et solidt og tilfredsstillende årsresultat for 2025, der bekræfter en sund og robust kerneforretning. Omsætningen landede på 86,7 mio. kr., mens årets resultat efter skat udgjorde 9,4 mio. kr. Resultatet blev mandag 27. april 2026 præsenteret på Grenaa Havns årlige generalforsamling. 

”Efter et ekstraordinært 2024 er det meget tilfredsstillende, at vi i 2025 fastholder et højt aktivitetsniveau og leverer et solidt resultat. Det bekræfter, at vores forretning hviler på et stærkt og stabilt fundament. Det er vigtigt at bemærke, at rekord-resultatet for 2024 blandt andet var påvirket af en enkeltstående ekstraordinær engangsindtægt,” siger Bent Hansen, bestyrelsesformand i Grenaa Havn A/S.

Han fremhæver samtidig, at resultatet er opnået i en tid præget af geopolitisk usikkerhed og skærpede krav til både drift og robusthed.

”Vi opererer i et marked med større uforudsigelighed. Netop derfor er det vigtigt, at vi står økonomisk stærkt og driver forretningen på et ansvarligt og bevidst grundlag,” tilføjer han.

Høj aktivitet og store investeringer
2025 har været præget af høj aktivitet på tværs af havnens forretningsområder, hvor særligt bulk-området har bidraget positivt med stigende aktivitet gennem året.

Henrik Carstensen, direktør for Grenaa Havn A/S, peger samtidig på væsentlige investeringer i løbet af året:

”Vi har i 2025 gennemført den største maskininvestering i havnens historie med ankomsten af vores nye Mantsinen-kran. Den styrker både vores kapacitet og effektivitet og understøtter samtidig vores grønne omstilling gennem kranens dual power-løsning”.

Derudover er der løbende investeret i vedligehold og udvikling af havnens fysiske rammer – initiativer der er afgørende for at sikre stabil drift og fastholde konkurrencedygtigheden.

”Vores sunde økonomi gør det muligt løbende at udvikle og vedligeholde havneområdet. Det er afgørende for, at vi kan levere stabil drift og være en stærk samarbejdspartner for vores kunder,” forklarer Henrik Carstensen.

Strategi mod 2030 sætter retning
2025 har også været et vigtigt strategisk år for Grenaa Havn. En ny koncernstrategi frem mod 2030 blev godkendt i november og sætter en tydelig retning for havnens udvikling.

”Vi står med et stærkt udgangspunkt og har lagt en klar kurs for de kommende år. Vores ambition er fortsat at være førende inden for bulk, genbrug og ressourcehåndtering, og vi forventer øget aktivitet inden for havvind i de kommende år,” siger bestyrelsesformand Bent Hansen og uddyber:

”Vi har et klart mål om at aflevere en endnu stærkere havn i 2030. Det kræver, at vi udvikler os – gennem partnerskaber, grøn omstilling og nye forretningsområder. Vi ønsker samtidig at styrke vores rolle som regional drivkraft – blandt andet gennem udviklingen af vores datterselskaber Sydhavnen og Anholt Havn til gavn for både erhvervslivet, lokalområdet og turismen”.

Grenaa Havn blev også i 2025 recertificeret i ISO 9001, 14001 og 45001 uden afvigelser, hvilket understøtter det fortsatte fokus på kvalitet, miljø og arbejdsmiljø. ESG og bæredygtighed er integreret i både den daglige drift og den langsigtede udvikling.

Efterspørgsel udfordrer kapaciteten
Den fortsatte høje aktivitet betyder samtidig, at Grenaa Havn oplever så høj efterspørgsel, at kapaciteten er under pres – særligt i forhold til arealer.

”Vi ser en stigende efterspørgsel og et stort potentiale – særligt inden for offshore vind og grøn energi. Derfor arbejder vi målrettet på at sikre nye arealer uden for det eksisterende havneområde,” siger Henrik Carstensen.

Han peger også på en generel tendens i branchen med flere strategiske samarbejder og partnerskaber mellem havne.

Optimisme og forventning til 2026
Grenaa Havn forventer fortsat høj aktivitet i 2026 og et fornuftigt resultat, om end verden er præget af uro, der kan gøre det svært at forudsige store projekter.

”Vi budgetterer fortsat konservativt, men ser gode muligheder i markedet. Med et stærkt fundament, dygtige medarbejdere og tætte relationer til kunder og partnere står vi godt rustet til den videre udvikling,” afslutter bestyrelsesformand Bent Hansen.

Grenaa Havn markerede i 2025 desuden sit 25-års jubilæum som aktieselskab – en begivenhed, der samlede borgere, samarbejdspartnere og interessenter og understregede havnens betydning for lokalområdet og kommunen.

Bestyrelsens sammensætning 

Grenaa Havns bestyrelse består af i alt ni medlemmer: 

  • Tre ejerepræsentanter udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune 
  • Fem medlemmer med kandidatposten forretningsmæssig indsigt  
  • Et medlem er indstillet af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Østjylland  

Efter den årlige generalforsamling består bestyrelsen af:  

Bent Hansen, formand, forretningsmæssig indsigt  

Laura Hay Uggla, næstformand, forretningsmæssig indsigt 

Jørgen O. M. Laursen, forretningsmæssig indsigt 

Lene S. Sørensen, forretningsmæssig indsigt 

Jens Meilvang, forretningsmæssig indsigt 

Daniel Isak Dallerup, FH Østjylland 

Lars Møller (S), udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune 

Martin Raghner (K), udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, nyvalgt  

Sebastian Halkjær-Grauert (LA), udpeget af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, nyvalgt  

​Fra venstre ses Henrik Carstensen, Daniel Isak Dallerup, Lars Møller, Jørgen O.M Laursen, Laura Hay Uggla, Bent Hansen, Lene S. Sørensen, Martin Raghner, Sebastian Halkjær-Grauert og Jens Meilvang.


Grenaa Havn indgår samarbejde med InterForce 

Grenaa Havn A/S har indgået et samarbejde med InterForce, der er en del af Forsvarskommandoen og som samarbejder med virksomheder over hele landet for at sikre, at medarbejdere kan få fri fra deres civile job til at gøre tjeneste i uniform.  

Det nye samarbejde betyder, at medarbejdere hos Grenaa Havn, der er en del af reservestyrken i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Kystredningstjenesten, fremover kan få op til fem dages fri med løn om året til uddannelse eller tjeneste i uniform. 

Hos Grenaa Havn ser man det nye samarbejde med Interforce, som en naturlig del af virksomhedens samfundsansvar. Havnens medarbejdere har allerede mulighed for at engagere sig i frivillige indsatser – fx som hjerteløbere og bloddonorer, også i arbejdstiden. 

“InterForce kontaktede os for at høre, om vi var interesserede i at indgå i et samarbejde – og det var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville. Vi ser det som en oplagt mulighed for, at vi som virksomhed og arbejdsplads kan bidrage til beredskabet og tage et aktivt samfundsansvar i den urolige tid, vi lever i,” siger Henrik Carstensen, direktør i Grenaa Havn, og uddyber: 

“Vi ved ikke præcist, hvor mange af vores medarbejdere, der er en del af reservestyrken og derfor kan blive kaldt til tjeneste i arbejdstiden. Men nu er muligheden der. Med samarbejdet gør vi det tydeligt, at vi bakker op – og måske vil det anspore flere medarbejdere til for eksempel at engagere sig i Hjemmeværnet”. 

I forbindelse med det nye samarbejde overrakte major af reserven Per Bøch Andersen, der er regional ambassadør for InterForce i Region Midtjylland, et InterForce-skjold til Grenaa Havn. 

Hvad er InterForce? 

InterForce er en organisation under Forsvarskommandoen, der arbejder for at skabe opbakning i den civile sektor til Danmarks forsvar og beredskab. 

Organisationen samarbejder med virksomheder over hele landet for at sikre, at medarbejdere kan få fri fra deres civile job til at gøre tjeneste i uniform – enten som reservister i Forsvaret eller som frivillige i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Kystredningstjenesten. 

Indsatserne kan spænde fra uddannelse og redningsopgaver til søs til nationale beredskabsopgaver, katastrofeindsatser og internationale missioner.

Foto: Fra venstre direktør Henrik Carstensen, regional ambassadør for InterForce i Region Midtjylland Per Bøch Andersen og CAO Mette Klit.


Ny bestyrelse i Sydhavnen A/S ​- Laura Hay Uggla valgt som formand

Laura Hay Uggla er ny formand for Sydhavnen A/S valgt ved selskabets årlige generalforsamling 9. marts. Den nyvalgte formand og bestyrelsen skal nu arbejde videre med udviklingen af Grenaa Sydhavn og aktiviteter i området.

Til den årlige generalforsamling for Sydhavnen A/S, som er Grenaa Havns datterselskab, blev to nye bestyrelsesmedlemmer hilst velkommen, og der blev sagt farvel til to.

Sydhavnen A/S har bl.a. til formål at udvikle og fremme Grenaa Sydhavn som et rekreativt og bæredygtigt område, hvor det martime liv går hånd i hånd med erhverv, innovation, events og kultur.

To nye medlemmer

To af bestyrelsens i alt fem medlemmer er udpeget af Norddjurs Kommune. Jan Petersen, der siden 2022 har været udpeget til bestyrelsen af Norddjurs Kommune og har siddet som formand for Sydhavnen A/S, er trådt ud af bestyrelsen. Det samme er Anne Bjerrekær, der også har været medlem af bestyrelsen siden 2022.

Som nye medlemmer er Laura Hay Uggla og Aleksander Myrhøj tiltrådt. Myrhøj er udpeget som repræsentant for Norddjurs Kommune – det samme er Benno Blæsild, der forbliver i bestyrelsen.

På et efterfølgende bestyrelsesmøde konstituerede bestyrelsen sig med Laura Hay Uggla som formand og direktør for Grenaa Havn A/S, Henrik Carstensen, som næstformand.

Den nye bestyrelse består nu af:

Laura Hay Uggla, formand
Henrik Carstensen, næstformand
Aleksander Myrhøj
Lene S. Sørensen
Benno Blæsild

 

Laura Hay Uggla nyvalgt formand.

Henrik Carstensen takkede de to afgående bestyrelsesmedlemmer for deres indsats:

“Jeg vil gerne takke Jan Petersen og Anne Bjerrekær for deres engagement og arbejde i bestyrelsen gennem de seneste år. Samtidig glæder vi os til samarbejdet med de nye medlemmer, der bringer stærke kompetencer ind i bestyrelsesarbejdet”.

Erfaring fra erhvervsliv og lokalpolitik

Laura Hay Uggla er ikke et nyt bekendtskab i havneregi. Hun har siden 2021 været medlem af bestyrelsen for Grenaa Havn A/S og siden 2022 fungeret som næstformand.

Hun er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og har tidligere været rådmand i Aarhus Kommune. I dag er hun bestyrelsesmedlem i en række erhvervsvirksomheder og kulturinstitutioner – blandt andet formand for kunstmuseet ARoS.

Laura Hay Uggla ser stort potentiale i at udvikle Sydhavnen:

“Sydhavnen er en meget central lokalitet med stort potentiale både for Grenaa Havn og Grenaa by. Jeg er overbevist om, at det kræver en stærk holdindsats fra både bestyrelsen, Norddjurs Kommune samt byens borgere og erhvervsliv,” siger hun og uddyber:

“Jeg er selv vokset op på Hjarnø i Horsens Fjord og er optaget af forbindelsen til havet og det helt unikke samlingspunkt, der kan skabes omkring en havn”.

Den nyvalgte formand kommer med erfaring inden for byudvikling bl.a. fra hendes tid som rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus.

“Gennem mit bestyrelsesarbejde i en række kulturelle og erhvervsbestyrelser har jeg også oparbejdet et blik for både kulturelle og erhvervsmæssige muligheder. Med den erfaring håber jeg, at jeg kan bidrage positivt til udviklingen af Sydhavnen og bygge videre på den store indsats, som Grenaa Havn, Norddjurs Kommune og den tidligere bestyrelse allerede har lagt i projektet”.

Aleksander Myrhøj er medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for SF. Han har gennem en årrække været aktiv i lokalpolitik og arbejder til daglig som selvstændig specialpædagogisk konsulent.

Aleksander Myrhøj, nyt bestyrelsesmedlem udpeget af Norddjurs Kommune.

Skal videreudvikle visionen for Sydhavnen

En af den nye bestyrelses vigtigste opgaver er at få lagt en god plan for udviklingen af området og få konkrete initiativer ud at leve. På tegnebrættet er bl.a. en plan for Sydhavnstorvet og en mulig udvikling af den røde bygning, der ligger på samme område.

Et udviklingsarbejde der sker i tæt samarbejde med foreningen “Norddjurs udviklingsforening for klima og bæredygtig udvikling”, som består af repræsentanter fra Norddjurs Kommune, Kattegatcentret, Grenaa Havn A/S og Sydhavnen A/S.

Mette Klit, der tiltrådte som direktør for Sydhavnen A/S i april 2025, har gennem det seneste år især haft fokus på at tale med havnens aktører og fået deres ideer til udvikling af området.

“For nylig samlede vi en stor del af områdets eventaktører herunder restauratører, hoteller og foreninger til et netværksmøde, hvor det stod klart, at der var stor opbakning til fælles udvikling. Det er en rigtig positiv tilgang at stå på skuldrene af, når den nye bestyrelse nu skal i gang med arbejdet,” siger Mette Klit.

Hun hilser den nye bestyrelsesformand varmt velkommen:

“Der er ingen tvivl om, at Laura Hay Uggla kommer med nogle stærke kompetencer, som vi har brug for. Hun har erfaring med fundraising og netop funding er en af forudsætningerne for, at vi kan udvikle området”.

Skruer op for kulturen

På generalforsamlingen blev det også understreget, at Sydhavnen har oplevet stor lokal opbakning til de kultur-events som er blevet afholdt i løbet af 2025. Derfor skruer man også op for nogle af aktiviteterne i forår og sommer 2026.

“Vi gentager succesen med vores endags Sydhavnsfestival lørdag 1. august, hvor vi i år stiller med flere musikindslag og festivalområdet bliver udvidet. Derudover glæder vi os også meget over, at vi får besøg af Nordisk Skudetræf tirsdag 30. juni, hvor vi forventer en del smukke træskibe gæster vores hyggelige havn,” fortæller Mette Klit.

Sydhavnens bestyrelse skal i de kommende år tage stilling til, hvilke initiativer der skal prioriteres og igangsættes ligesom den skal arbejde med, hvordan der kan søges funding til at realisere projekterne.

Det arbejde tager bestyrelsen for alvor hul på, når den afholder sit næste bestyrelsesmøde i april.

Bestyrelsen i Sydhavnen A/S

Laura Hay Uggla, formand
Henrik Carstensen, næstformand
Aleksander Myrhøj
Lene S. Sørensen
Benno Blæsild

Om Sydhavnen A/S

Sydhavnen A/S er datterselskab under koncernen Grenaa Havn A/S.

Sydhavnen A/S, hvis formål blandet er at udvikle og fremme Grenaa Sydhavn som et rekreativt og bæredygtigt område. Selskabets overordnede mission er at skabe et engagerende spændingsfelt mellem det historiske havneliv og et udviklende miljø omkring erhverv, innovation, events og kultur. Sydhavnens område strækker sig fra Ndr. Kajgade i nord til Kattegatcentret i syd.

Fra venstre: Benno Blæsild, Aleksander Myrhøj, Lene S. Sørensen, direktør Mette Klit, formand Laura Hay Uggla og næstformand Henrik Carstensen.


Grenaa Havn lancerer Strategi 2030: Meget mere end en havn 

Med Strategi 2030 sætter Grenaa Havn A/S en tydelig kurs for havnens fremtid – en kurs, der bygger på ansvar, samarbejde og et stærkt ønske om at aflevere en stærkere havn i 2030. 

“Vores vision er fortsat at være en havn, der er kendt for at være professionel og fleksibel i samarbejdet med kunder og leverandører. Det er ikke vores ambition at være størst – men derimod bedst inden for vores forretningsområder. Samtidig har vi et ambitiøst mål om at styrke vores rolle som et centralt fyrtårn for erhvervs- og samfundsudvikling til gavn for virksomheder og borgere i Norddjurs Kommune,” siger direktør Henrik Carstensen. 

Med Strategi 2030 vil Grenaa Havn derfor have et vedvarende fokus på at være en strategisk alliancepartner for kunder og samarbejdspartnere. 

“Vi ser, at vi har både et stort ansvar og en stor mulighed for i endnu højere grad at bidrage til, at vores samarbejdspartnere lykkes med deres forretninger – lokalt, regionalt, nationalt og internationalt,” siger Henrik Carstensen. 

Strategien markerer samtidig et øget fokus på Grenaa Havns rolle som regionalt kraftcenter, der skaber vækst og erhvervsudvikling på Djursland. Ambitionen er fortsat at være førende inden for bulk, genbrug og ressourcehåndtering samt havvind. 

Et ansvar, der rækker langt ud over havnearealet 

Strategi 2030, der blev godkendt af bestyrelsen for Grenaa Havn A/S i november 2025, omfatter Grenaa Havn, Anholt Havn og Sydhavnen. Centralt i strategien er tydeliggørelsen af, at Grenaa Havn påtager sig et ansvar, der rækker langt ud over selve havnearealet. 

“Havnen spiller en central rolle for erhvervsudvikling, arbejdspladser og lokalsamfundet. Vi vil være en moderne, attraktiv og tryg arbejdsplads – men også en virksomhed, der tager et samfundsansvar; for unge på vej ind på arbejdsmarkedet og for det lokale forenings- og kulturliv,” siger Henrik Carstensen. 

Fx vil Grenaa Havn fortsat bidrage til at uddanne fremtidens arbejdskraft og videreføre sit engagement i lokale initiativer, foreningsliv og kulturaktiviteter – herunder projektet Liv på Sydhavnen samt uddannelsesindsatser som Ungeløftet

Grønt ansvar og bæredygtig forretningsudvikling 

Bæredygtighed er et grundlæggende element i Strategi 2030. Grenaa Havn har i perioden 2020–2025 arbejdet målrettet og ambitiøst med grøn omstilling – et arbejde, der fortsætter frem mod 2030. 

“Det er blandt andet derfor, at 10 procent af Grenaa Havns overskud anvendes til bæredygtig omstilling inden for havnens forretningsområder. Ambitionen er ikke blot at give havnen videre, men at aflevere den i en bedre stand, end da vi overtog ansvaret. Det kræver en konstant indsats at nå det mål,” siger Henrik Carstensen. 

Grenaa Havn blev grundlagt i 1812 og har spillet en central rolle i mere end 200 år. Strategi 2030 skal sikre, at havnen også står stærkt de næste 200 år – med en sund forretning, grøn omstilling og ansvarlig udvikling som fundament. 

Mere end en havn 

Med Strategi 2030 positionerer Grenaa Havn sig tydeligt som meget mere end en havn. Havnen er et regionalt kraftcenter, der: 

  • skaber vækst og erhvervsudvikling på Djursland 
  • støtter kunder og samarbejdspartnere lokalt, regionalt, nationalt og internationalt 
  • arbejder aktivt for at forbedre infrastrukturen – både til lands og til vands 
  • har ambitioner om at være førende inden for bulk, genbrug & ressourcehåndtering samt havvind 

Samtidig vil Grenaa Havn i de kommende år arbejde målrettet med at udvikle Sydhavnen og Anholt som attraktive destinationer for både lokalsamfund og turister. 

“Grenaa Havn er inde i en god udvikling. Vi fortsætter og bygger videre – men med Strategi 2030 sætter vi samtidig et ambitiøst og ansvarligt aftryk for fremtiden,” siger Henrik Carstensen. 

Grenaa Havn ny partner i Ungeløftet i Norddjurs Kommune

Flere unge skal finde vejen til job, uddannelse og meningsfulde fællesskaber i Norddjurs Kommune. Det er ambitionen bag Ungeløftet – en indsats, som Grenaa Havn nu bakker op om som partner.

Grenaa Havn har allerede et stærkt fokus på unge gennem et mentorprojekt målrettet elever i 8.-10. klasse. Med partnerskabet i Ungeløftet udvides indsatsen til også at omfatte unge i alderen 15-29 år, der har brug for alternative veje ind i arbejdsfællesskabet.

Plads til flere unge i arbejdsfællesskabet

Ungeløftet er et nationalt partnerskab mellem blandt andet virksomheder, civilsamfundsaktører, arbejdsmarkedets parter, hovedorganisationer og Kommunernes Landsforening. Målet for Ungeløftet i Norddjurs Kommune er at skabe plads i lokale virksomheder til cirka 300 unge, som står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

Grenaa Havn tiltrådte partnerskabet i 2025, og det indebærer en forpligtelse til at tage imod unge og skabe et udvidet, praksisnært læringsrum, hvor de kan udvikle sig fagligt og personligt.

Anne Timmann, praktikansvarlig hos Grenaa Havn, fortæller:

”Som arbejdsplads vil vi rigtig gerne være med til at skabe meningsfulde rammer, hvor unge kan vokse, finde retning og blive en del af et arbejdsfællesskab. Vi håber, at vi kan være med til at motivere de unge og give dem mulighed for at opleve, at det, de kommer med, har værdi”.

Mange muligheder – én fælles ambition

På Grenaa Havn er der mange muligheder for at blive en del af hverdagen – både i administrationen og i driftsafdelingen. Forløbene tilpasses, så der bliver et samspil mellem de opgaver, vi kan tilbyde, og de kompetencer den unge kommer med. 

”Uanset hvilket ungt menneske der træder ind ad døren hos os, vil vi gøre vores bedste for at sammensætte et forløb, der tager afsæt i den unges ressourcer. Samtidig vil vi gerne give de unge mulighed for at opdage nye sider af sig selv,” siger Anne Timmann.

Et engagement med rødder i lokalsamfundet

For Grenaa Havn er Ungeløftet endnu et ben i samarbejdet med Norddjurs Kommune.

”At hjælpe unge godt videre – eller ind – i arbejdslivet og samtidig bidrage positivt til vores lokalsamfund ligger os meget på sinde. Vi er en arbejdsplads med mange fagligheder og ansættelsesformer. Det har stor værdi for os at kunne støtte unge i at se deres egen værdi og på den måde stå sammen med kommune og erhvervsliv til gavn for de unge,” afslutter Anne Timmann.