Gå til hovedindhold

Forfatter: Anja Fabricius Madsen

Grenaa Havn Sætter Retning mod 2030 på Strategiseminar i Skagen

Grenaa Havn har tidligere på ugen afholdt strategiseminar i Skagen, hvor ledergruppen har arbejdet intensivt med at udvikle en ny 5-årig strategi for havnens fremtid. Seminariet blev faciliteret af Christian Terkelsen fra Craftsmanship, som har været en tæt samarbejdspartner i processen.

Arbejdet med den kommende strategi har været i gang gennem længere tid, og målet er, at bestyrelsen kan godkende den nye strategiske retning efter sommerferien. Fokus har været på at sikre, at Grenaa Havn står endnu stærkere i 2030 – både økonomisk, organisatorisk og som en drivkraft for bæredygtig udvikling.

“Vi står allerede stærkt i dag, men vi har en ambition om at skabe en endnu mere robust og konkurrencedygtig havn. Det kræver, at vi tænker langsigtet og strategisk i forhold til både forretningsudvikling, medarbejdertrivsel og vores rolle i den grønne omstilling,” lyder det fra havnedirektør Henrik Carstensen.

Under seminaret har ledergruppen arbejdet med tre centrale pejlemærker for fremtiden:

  • Økonomisk styrke – Grenaa Havn skal fortsat være en solid og konkurrencedygtig aktør.
  • Attraktiv arbejdsplads – En moderne organisation, der tiltrækker og fastholder dygtige medarbejdere.
  • Bæredygtig udvikling – En aktiv rolle i den grønne omstilling og samfundsudvikling.

Foruden de strategiske drøftelser har seminaret også givet mulighed for refleksion. En tur til Grenen blev brugt til at drøfte perspektiverne i uformelle rammer, hvor den friske Skagen-luft satte tankerne i bevægelse.

Med strategiseminaret som afsæt fortsætter arbejdet nu internt, så Grenaa Havn kan stå klar med en strategi, der sikrer en stærk og fremtidssikret havn i 2030.

Internationalt samarbejde i centrum ved Grenaa Havn

I går havde vi på Grenaa Havn den store ære at byde ledelsen fra Halmstads Kommune velkommen! Delegationen bestod af borgmester, viceborgmester, kommunaldirektør og PR-konsulent, som besøgte os i forbindelse med Kattegat Alliancen – et strategisk partnerskab mellem Norddjurs Kommune og Halmstads Kommune.

Fokus på fremtidige muligheder og partnerskab
Besøget satte rammerne for spændende drøftelser om fremtidens samarbejde mellem vores to kommuner. Gennem partnerskaber som dette styrker vi forbindelsen mellem Danmark og Sverige – både erhvervsmæssigt og kulturelt.

Indblik i Grenaa Havns rolle og udvikling
Henrik Carstensen, CEO for Grenaa Havn, præsenterede havnens udvikling, vores kerneforretning og samarbejdet i Kattegat Port Alliance med Hallands Havne. Vi er stolte af at spille en vigtig rolle som regionalt knudepunkt og brobygger mellem Østjylland og Sydsverige.

Tak til Norddjurs Kommunes borgmester, viceborgmester, kommunaldirektør og erhvervskonsulent samt til Halmstads Kommune for deres deltagelse, og for en inspirerende dag med værdifulde input! Vi ser frem til at bygge videre på de stærke relationer i Kattegat Alliancen.

Grenaa Havn viser vejen: Fremtidens muligheder på Djursland

Vi er stolte af at være en del af Business Djurslands kampagne “Opdag din arbejdsplads”, som sætter fokus på Djurslands mange muligheder – erhvervsmæssigt, arbejdsmæssigt, kulturelt og oplevelsesmæssigt. Kampagnen har til hensigt at brande Djursland som et attraktivt sted at arbejde, drive virksomhed og bosætte sig.

I forbindelse med kampagnen åbnede vi dørene til Grenaa Havn – Fremtidens Havn, hvor vi delte vores visioner for Grenaa Havn 2.0 og de mange spændende initiativer, der skaber vækst og innovation.

Med en præsentation fra vores CEO Henrik Carstensen og en rundvisning i bus, fik deltagerne et unikt indblik i vores faciliteter og de daglige operationer, som understøtter de 2100 arbejdspladser fordelt på omkring 80 virksomheder her på Grenaa Havn i Norddjurs Kommune.

Vi er glade for at have bidraget til denne indsats og ser frem til fortsat at være en drivkraft i udviklingen af Djurslands erhvervsliv. Djursland er fyldt med muligheder, og sammen kan vi gøre regionen endnu stærkere.

Tak til alle, der deltog, og til Business Djursland for en fantastisk kampagne!

Stor konference om havnepartnerskabet på Christiansborg.

Grenaa Havns CEO Henrik Carstensen deltog i går i en spændende heldagskonference på Christiansborg med havnepartnerskabets rapport som det gennemgående tema for hele dagen.

Ankomsten til Københavns Hovedbanegård – i det smukkeste solskinsvejr – startede med, at Henrik mødte sin gode havnekollega Kristian Thulesen Dahl (CEO Aalborg Havn) på perronen, så de sammen i en ”Walk and Talk” fulgtes til Christiansborg, hvor de var klar til dagens spændende program.

Konferencen blev indledt af Erhvervsminister Morten Bødskov, som gav sin og regeringens status på arbejdet med anbefalingerne i havnepartnerskabets rapport. Dette blev efterfulgt af mange spændende indlæg og debatter.

Her, med mindre end en uge til jul, er Henrik Carstensens største julegaveønske på vegne af Grenaa Havn A/S, at politikerne på Christiansborg har taget de mange gode input fra dagen til sig, så havnebranchen i starten af 2025 forhåbentlig vil høre nogle mere konkrete tiltag fra Christiansborg, relateret til dette. Vi har som branche et massivt behov for at rykke på mange områder – myndighedsbehandling, infrastruktur til at understøtte den grønne omstilling osv.

Tak til Danske Havne, Danske Shipping- og Havnevirksomheder, Dansk Metal og Dansk Industri for en godt arrangeret konference.

kran læsser lastbil med salt

Priser og forretnings­betingelser for 2025: Grenaa Havn har fjernet energitillægget.

Grenaa Havn er nu klar med en ny udgivelse af Priser og forretningsbetingelser for 2025, gældende for koncernen Grenaa Havn og datterselskaber pr. 1. januar 2025.

På baggrund af det mere stabile energimarked har vi valgt at fjerne energitillægget, hvilket betyder, at dette gebyr ikke længere pålægges maskinerne. Vi forbeholder os dog retten til at genindføre energitillægget, hvis energiprisernes udvikling ændrer sig.

Klik her for at finde Grenaa Havns Priser og forretningsbetingelser 2025.