Gå til hovedindhold

Forfatter: Anja Fabricius Madsen

mand foran lagerbygning

Grenaa Havn køber 8.000 m2 lagerbygning

Grenaa Havn A/S køber og overtager pr. 1. maj 2022 en stor lager- og erhvervsbygning af Rygaard Transport & Logistic A/S.

Investeringen i den 8.000 m2 store lagerfacilitet kommer i naturlig forlængelse af de seneste års vækst på havnen, konstaterer Henrik Carstensen, CEO, Grenaa Havn A/S:

”På Grenaa Havn oplever vi en stor interesse for vores faciliteter og kompetencer. Den efterspørgsel tilstræber vi hele tiden at kunne imødekomme. Investeringen i lager- og erhvervsbygningen er derfor en del af vores generelle fokus på at styrke vores koncept om attraktive lagermuligheder og arealer”.

Ny længerevarende lejeaftale indgået

”Vi overtager bygningen med nogle lageraftaler, som selvsagt, fortsat vil gælde. Herudover vil vores gode samarbejdspartner Rygaard Transport og Logistic stadig have deres administration i bygningen. Derudover har vi indgået en spændende, længerevarende lageraftale med en anden kunde, hvorfor vi er i fuld gang med at gøre dele af bygningen og arealerne klar til at denne kunde rykker ind pr. 1. maj 2022”, konstaterer Henrik Carstensen.

Tilknyttet lagerbygningen opgraderer Grenaa Havn nu også et havneareal på 8.500 m2, der klargøres med ny belægning til brug for opbevaring af bl.a. gods og projektgods.

På fotoet står Henrik Carstensen foran den store lager- og erhvervsbygning, der er med til at styrke Grenaa Havn koncept om attraktive lagermuligheder og arealer.

Klik her for at læse mere om Grenaa Havns forretningsområde UDLEJNING

kran læsser lastbil med salt

Fordele i et samarbejde

Grenaa Havn A/S rækker hånden ud i debatten om en mulig udvidelse af Aarhus Havn. I et høringssvar har Grenaa gjort opmærksom på, at der på spidsen af Djursland er gode muligheder for i et samarbejde at udnytte arealer, maskiner og dygtige kranførere til at hjælpe med håndtering af bulk gods som korn, foderstoffer, gødning, flis, skærver osv.

Havnen i Grenaa er en traditionel industri- og erhvervshavn med en lokalplan der sikrer, at der ikke kommer helårsbeboelse på havnen. Det betyder for havnen, at der kan håndteres produkter uden unødig gene for lokalbefolkningen. Det er et arbejdsområde med industri og metal, der også kan støje, men dog altid med respekt for omgivelserne og miljøet.

Klik her for at se TV2 Østjyllands indslag med begge havne

verdensmaalspil

Engageret i verdensmålene

For Grenaa Havn er det vigtigt, at verdensmålene er bredt forankret i organisationen. Selv i arbejdet med bæredygtighedsstrategien for 2025 har medarbejderne været involveret.

Nu inviteres medarbejderne igen ind til debat og fælles drøftelse om, hvordan den enkelte kan bringe verdensmålene i spil i hverdagen. En formiddag i februar var alle derfor mødt op til fælles workshop og verdensmålsspil i Havnecentret. En formiddag med plads til dialog om og bredere kendskab til FNs verdensmål.

COWI med som ord- og spilstyrer

COWI faciliterede workshoppen og fungerede derfor både som ord- og spilstyrer hen over formiddagen. Grenaa Havns udvalgte verdensmål blev fremhævet og helt konkrete hverdagscases blev drøftet rundt i grupperne, alle med hver sin ”spilleplade”. Et spil hvor det ikke handlede om at komme først i mål, men til gengæld om at få en god debat om den grønne omstilling.

Konkrete handlingsforslag prioriteres

Resultat var en effektiv formiddag, hvor alle fik mulighed for at bidrage med konkrete ideer ud fra den enkeltes daglige arbejde. En masse gode og konkrete handlingsforslag blev samlet ind, hvorefter ledelsen nu går i “maskinrummet” og gør den svære men vigtige øvelse at prioritere, hvilke tiltag der er mulige at tage fat på.

Grenaa Havns bæredygtighedsstrategi har hidtil været at gå målrettet efter konkrete og særligt udvalgte elementer relateret til verdensmålene.

”Som industri- og erhvervshavn med en organisation på kun 22 individer, kan vi ikke arbejde med alle verdensmål på én gang. Men vi kan til gengæld gå helhjertet efter nøje og strategisk udvalgte målsætninger. Handlinger, der batter på kort og lang sigt – og giver god mening for både miljøet og på bundlinjen”, udtaler CEO i Grenaa Havn A/S Henrik Carstensen, der samtidig glæder sig meget over medarbejdernes engagement.

”Vi gør allerede mange, rigtig gode ting, og vi er også i mål med flere elementer af vores bæredygtighedsstrategi. Små og store skridt i den rigtige retning mod den grønne omstilling”, fremhæver Henrik Carstensen.

Klik her for at blive klogere på Grenaa Havns bæredygtighedsstrategi

Vindmølletårn bugseres af to trucks

Vindmølleprojekt med kold udfordring

Is i svensk havn sendte i foråret 2021 et stort vindmølleprojekt forbi Grenaa Havn. Et stort areal blev lynhurtigt klargjort og alt disponibelt materiel og mandskab trådte til.

I månedsvis var DHL Global Forwarding i planlægningsfasen med at fragte vindmølledele til Stavro onshore vindprojektet i det nordlige Sverige. En svensk vindmøllepark med to såkaldte sub-sites på samlet 254MW. Vindprojektet var et Siemens Gamesa (SGRE) projekt bestående af 62 vindmøller, som skulle fragtes fra Europa og Afrika til den svenske havn Köpmanholmen.

I transportflowet skulle der også leveres mølledele over vinteren, hvor der i Köpmanholmen og flere havne i Den Botniske Bugt er isrestriktioner. Det havde DHL Global Forwarding forberedt sig på og derfor undersøgt et setup med at omlaste godset fra store skibe til mindre skibe med en højere isklasse. Dvs. skibe med eksempelvis ekstra forstærkninger der sikrer, at de kan sejle, hvor svær is forekommer.

For at skabe den nødvendige fleksibilitet i projektet blev Grenaa Havn valgt som hub-havn til omlastning af møllekomponenterne. Det endelige setup kunne først planlægges i sidste øjeblik, hvorfor Grenaa Havn havde kort forberedelsestid til opgaven. Alle betingelser relateret til kraner, materiel, bagland og vanddybde var opfyldt i Grenaa. Og Grenaa Havn havde mulighed for at kunne træde til med kort varsel. Opgaven bestod i at losse mølledelene til land, montere på nye rammer og genlaste på coastere, der kunne anløbe modtagerhavnen i Sverige. I alt blev 150 store møllekomponenter håndteret i Grenaa over perioden marts til maj 2021.

En havn, der kunne levere hele pakken

“Vi havde flere havne i spil og endte med at vælge Grenaa Havn, da de i Grenaa kunne træde til med meget kort varsel. De udviste en stor fleksibilitet, hvilket der var behov for i dette projekt. På Grenaa Havn kunne man desuden levere mandskab, kraner, håndteringsudstyr i tæt samarbejde med Østship ApS, som har været den koordinerende danske part i dette svenske projekt. Det har været alfa omega med en samarbejds- og sparringspartner, som vi trygt har kunne overlade så stor en del af opgaven til og vide, at opgaven bliver løst på bedst mulig måde”, fortæller Jacob Jensen, Project Manager hos DHL Global Forwarding om valget af Grenaa.

Grenaa Havn etablerede et 20.000 m2 nyt site på 14 dage

”På grund af stor aktivitet på havnens arealer, måtte vi tænke i nye baner for at have plads til projektet”, konstaterer CCO hos Grenaa Havn A/S, Theis Gisselbæk. I løbet af 14 dage etablerede vi et 20.000 m2 stort, kajnært, heavy lift hub-område på havnen alene til formålet, og vores dygtige team arbejdede på højtryk for at få pladsen klar inden mølledelene skulle ankomme.

Håndteringsudstyr og dygtigt mandskab

Det var ikke kun et nyt hub-område, der skulle etableres. Med anløb af tre store projektlastskibe på tre uger og udgående skibe samtidigt, var der ekstraordinært brug for havnens erfarne mandskab på kajen. Derudover var det meste af materielparken på Grenaa Havn i brug til opgaven bl.a. trucks, reach stackers, kraner og andet håndteringsudstyr. Et fleksibelt og dygtigt mandskab arbejdede på højtryk over de to måneder for at løse opgaven.

I begyndelsen af projektet fik Grenaa Havn leveret en ny mobilkran. En Liebherr 550 (tv.) med en løftekapacitet på op til 144 ton, hvilket kom projektet til gavn.

“Vi har arbejdet sammen med Grenaa Havn ad flere omgange. Vi ved, at de også har stort fokus på sikkerhed, sundhed og at alle retningslinjer omkring gode arbejdsforhold og vilkår bliver overholdt – selv i større projekter som dette, hvor tingene skal gå hurtigt og op i en højere enhed”, fortsætter Jacob Jensen, Project Manager hos DHL Global Forwarding.

Godt og stærkt samarbejde med lokale virksomheder

Projektet har ikke kun været begrænset til mandskab og materiel på havnen i Grenaa, men har også involveret flere lokale virksomheder i Grenaa. Projektets størrelse har betydet, at mange aktører har været involveret. Der har været et godt samarbejde og i øvrigt god koordinering imellem øvrige opgaver og operationer på havnen for at få projektet eksekveret til tiden.